Hvorfor styrketræning, god søvn og en fornuftig kost øger dit testosteronniveau

Den moderne mand er biologisk presset

Der findes en tilstand, som mange mænd bevæger sig ind i uden rigtigt at registrere det, før den har sat sig fast.

Den kommer ikke med et brag, men som en langsom forskydning.

Energien bliver mere ustabil. Søvnen lettere. Kroppen tungere. Og et sted i det hele begynder lysten – til arbejdet, til relationerne, til livet – at trække sig tilbage.

Sådan er det vel at blive ældre, ik?

For mange bliver det forklaret med alder eller belastning. Sådan er det vel at blive ældre. Men den forklaring er for simpel. For det, der forsvinder, er ikke bare overskud. Det er drivkraft. Retning. Fornemmelsen af at være i bevægelse i sit eget liv

Ifølge den funktionelle mediciner Ulrik Hjerpsted er det i langt de fleste tilfælde ikke et psykologisk problem, der opstår først. Det er et biologisk. Kroppen begynder ganske enkelt at arbejde imod dig.

Han møder mænd, der på overfladen fungerer. De har job, familie og struktur. Men under det hele er noget ændret. De mangler ikke nødvendigvis vilje. De mangler kapacitet. Og den forskel er afgørende. For hvor vilje kan tvinges frem, kan kapacitet ikke. Den skal genskabes.

En central markør er testosteron, men det er en fejl at reducere det til et tal. Testosteron er ikke bare et hormon; det er tæt forbundet med oplevelsen af energi, initiativ og lyst. Når niveauet falder, sker der ikke kun noget med kroppen, men med måden man er i verden på. Det er derfor, mænd kan opleve, at noget så diffust som optimisme forsvinder. Ikke fordi livet nødvendigvis er blevet værre, men fordi kroppen ikke længere understøtter dem i at møde det.

Det moderne liv spiller en ikke ubetydelig rolle i denne udvikling. Vi bevæger os mindre, end vi er skabt til. Vi sover kortere og dårligere. Vi spiser konstant, ofte uden reelt behov. Og vi lever med et stressniveau, som kroppen ikke er designet til at håndtere over tid. Samlet set skaber det en biologisk tilstand, hvor hormonbalancen forskydes. Testosteronniveauet blandt mænd er i dag det laveste, man har målt , og det er næppe en tilfældighed.

Kosten er en af de mest undervurderede faktorer. Ikke kun i forhold til vægt, men i forhold til hormonel funktion. Et højt indtag af kulhydrater – særligt de raffinerede – kan sænke testosteronniveauet betydeligt . Samtidig påvirker det tarmfloraen, som i stigende grad viser sig at være central for både energi, inflammation og hormonregulering. En ubalance i tarmen er ikke blot et spørgsmål om fordøjelse; det er en systemisk belastning, der trækker energi ud af kroppen og skaber en vedvarende lavgradig stressrespons.

Omvendt ser man, hvor hurtigt kroppen reagerer, når den får bedre betingelser. Når mænd begynder at ændre deres kost, reducere deres kulhydratindtag, øge deres proteinindtag og indføre periodisk faste, sker der ofte markante forandringer inden for få uger. Ikke kun i vægt, men i oplevelsen af sig selv. Topmaven forsvinder. Energien stabiliseres. Søvnen bliver dybere. Men det mest markante er ændringen i humør og drive. Fra en flad, indifferent tilstand til en oplevelse af igen at være til stede og engageret.

Det er i den forstand misvisende at tale om livsstilsændringer som noget overfladisk. Når kroppen fungerer bedre, ændrer det den måde, man deltager i sit eget liv på. Det er derfor, Hjerpsted uden tøven kan sige, at han i nogle tilfælde “redder en mands liv”. Ikke i dramatisk forstand, men i den helt konkrete betydning, at en mand går fra passivitet og stagnation til igen at være aktiv, deltagende og rettet mod noget.

En væsentlig del af forklaringen ligger i muskelmassen. Muskler er ikke blot et spørgsmål om styrke eller æstetik; de er metabolisk aktive og spiller en central rolle i reguleringen af blodsukker og hormonbalance. De forbrænder sukker, reducerer inflammatorisk belastning og producerer endorfiner. Når muskelmassen falder – hvilket ofte sker i takt med lavere testosteron og lavere aktivitetsniveau – mister kroppen en af sine vigtigste regulatorer. Det skaber en selvforstærkende spiral, hvor lav energi fører til mindre aktivitet, som igen fører til endnu lavere energi.

Det er også her, forbindelsen til tarmen bliver interessant. Nyere forskning peger på, at visse tarmbakterier producerer kortkædede fedtsyrer, som kan stimulere muskelopbygning og reducere inflammation. Dermed bliver kostens kvalitet afgørende, ikke blot for vægt og velvære, men for kroppens evne til at opretholde styrke og hormonel balance.

Søvn spiller en tilsvarende fundamental rolle. Det er under søvnen, at en stor del af kroppens hormonproduktion finder sted, og kronisk søvnmangel vil uundgåeligt påvirke både testosteron og energiniveau. Når det kombineres med et højt stressniveau, opstår der en biologisk tilstand, hvor kroppen konstant er i underskud.

Et andet centralt punkt er forståelsen af testosteronmålinger. Mange mænd får at vide, at deres niveau er “normalt”, og sendes hjem uden yderligere forklaring. Men det totale testosteron siger ikke nødvendigvis noget om, hvordan kroppen faktisk fungerer. Det er det frie testosteron – den del, der ikke er bundet til proteiner – der er biologisk aktivt og dermed afgørende for oplevelsen af energi, lyst og drive. Man kan således godt befinde sig inden for normalområdet og samtidig have symptomer på lavt testosteron.

Hos de mænd, der befinder sig i denne tilstand, er det ikke kun kroppen, der føles tungere. Det er også perspektivet. En gennemgående erfaring er mangel på optimisme. En følelse af, at tingene ikke rigtig bevæger sig fremad. At det ikke gør nogen forskel. Det er i denne tilstand, at motivationen til at ændre noget ofte er lavest, hvilket yderligere forstærker situationen.

Når livsstilsændringer ikke er tilstrækkelige, kan testosteronbehandling komme på tale. Men det er ikke en løsning, der står alene. Den forudsætter, at de grundlæggende faktorer – søvn, kost, bevægelse og mental trivsel – er adresseret. Ellers bliver det en kompensation frem for en reel forbedring.

Samtidig er behandlingen ikke uden risiko. For høje testosteronniveauer er forbundet med en øget risiko for blandt andet prostataproblemer og i nogle tilfælde udvikling af prostatacancer. Derfor kræver det løbende monitorering, blandt andet gennem måling af prostataspecifikt antigen (PSA), for at sikre, at behandlingen forbliver inden for et sikkert niveau. Der er med andre ord tale om en fin balance, hvor hverken for lidt eller for meget er hensigtsmæssigt.

Det er netop denne balance, der er afgørende. For målet er ikke at optimere i en ekstrem retning, men at genoprette en tilstand, hvor kroppen fungerer, som den er designet til. Hvor den understøtter snarere end modarbejder.

Det, mange mænd oplever som et tab af lyst, retning eller energi, er derfor sjældent et isoleret mentalt fænomen. Det er en kropslig tilstand, der har konsekvenser for hele deres måde at være i livet på. Og det betyder også, at vejen tilbage ikke nødvendigvis starter med en samtale, men med en erkendelse: at kroppen ikke kan ignoreres, hvis livet skal fungere.

Indsigter fra funktionel medicin

4 faktorer, der påvirker dit testosteron og din livslyst.

Timers søvn

Det er her, din hormonbalance bliver reguleret – og dit testosteron genopbygges.

Få op til 25% lavere testosteron

Et højt indtag af kulhydrater og skjult sukker kan sænke dit testosteronniveau markant.

Kan ændre det hele

Mange mænd taber sig, får energien tilbage – og oplever øget sexlyst på få uger.

PSA-test én gang årligt

Ved testosteronbehandling kræver det kontrol – for høje niveauer kan øge risikoen for prostatacancer.